Signe Steffensen
Håndlavede designtraditioner
Håndlavede designtraditioner siden 1839
Kähler er en del af Rosendahl Design Group – en familie af designikoner, der tåler at blive brugt og betragtet – igen og igen. Historien om Kähler startede i 1839, og de håndlavede designtraditioner, der er udviklet siden, er i dag en moderne og sanselig fortælling om design, hvor alle er velkomne. Kähler er forbundet med en arv af innovative glasurer, kreative design og karakteristiske kunstnersamarbejder.
Kähler bygger på en lang tradition af kunstneriske samarbejder og håndværkstraditioner og blev grundlagt i 1839, da Herman Kähler åbnede et keramikværksted i Næstved. Det var dog først, da hans søn, Herman A. Kähler, sluttede sig til værkstedet, at det blev verdenskendt for unikke designs og kunstnerisk keramik.
Kähler har siden grundlæggelsen for mere end 180 år siden været karakteriseret ved klassiske håndlavede designtraditioner. Den dag i dag hylder vi stadig arven og skaber formstærke aftryk af nutiden bygget på fortiden.
Selvom Kähler er vokset som designkollektiv med et væld af tilknyttede kunstnere, er filosofien og tilgangen stadig den samme, som den altid har været, nemlig at vi i dag fortsat arbejder med nogle af tidens største designere og kunsthåndværkere.
Gennem årene til den dag i dag har håndværk, kreativitet og kunstneriske samarbejder været en del af Kählers DNA. Det har gjort Kähler til et ikonisk keramikmærke, der har kortlagt kursen for dansk keramikdesign.
Vi skaber alle vores produkter ud fra Kählers håndlavede designtraditioner. Det har vi altid gjort – og det vil vi blive ved med at gøre.
Et unikt designeventyr, der starter i 1839
Allerede i 1889 imponerer Kählers keramik nemlig på Verdensudstillingen i Paris, samme år som Eiffeltårnet bliver opført. Med fremstilling af international kunstkeramik er fundamentet lagt til en af keramikhistoriens største succeser, som i dag er repræsenteret på udstillinger og museer over hele verden – en succes, der den dag i dag har formet et populært, fremadskuende og fornyende designbrand.
Kähler-familien
1808-1884 – Herman Joachim Kähler
Herman J. Kähler indvandrer i 1839 fra Nordtyskland til Næstved. Kort efter sin ankomst i 1839 starter han sit pottemageri i Kindhestegade i Næstved, og det er her, Kähler-historien bliver grundlagt.
Herman J. Kähler er uddannet pottemager, og med de gamle traditioner forholder han sig til produktionen af brugsgenstande som mælkefade, barselsspande og syltekrukker m.m. Det er dog for sin produktion af kakkelovne, han får den største anerkendelse. Herman J. Kähler driver Kähler fra 1839 til 1872. I denne periode får han syv børn, hvoraf de to sønner, Herman August og Carl Frederik, kommer til at drive virksomheden videre.
Da Herman J. Kähler gik på pension i 1872, var det hans sønner Herman August Kähler og Carl Frederik Kähler, der overtog firmaet. Carl Frederik fortsatte keramikproduktionen i Næstved, men det var Herman August, der satte Kähler-keramikken på verdenskortet.
1846-1917 – Herman August Kähler
Efter at have afsluttet sin læretid hos sin far får Herman August undervisning i glasurmaleri på Holmegaard Glasværk og rejser derefter rundt i Europa og arbejder på værksteder i Berlin, Strasbourg og Paris. I 1867 vender han hjem til Næstved fuld af indtryk og inspiration. Nu er han klar til at overtage værkstedet.
Allerede i 1875 bygger han et nyt værksted på Kählersbakken i Næstved. Det er her, han for alvor begynder at prøve kræfter med kunstnerisk formgivning og eksperimenterer med glasurerne. Denne kunstneriske satsning tiltrækker mange kendte danske kunstnere, og det var Herman August, der startede den kunstneriske koloni i Næstved. Netop lustrefarverne blev hans kendetegn – især den røde lustre. Normalt blev denne kun brugt til dekoration, men ved verdensudstillingen i Paris i 1889 stillede han op med en vare helt dyppet i den metalliske røde lustreglasur. Sammen med hans signatur, HAK, blev den røde lustre Kählers varemærke.
Det var også verdensmanden Herman August Kähler, der skabte den internationale interesse for Kähler Keramik. Han deltog på udstillinger verden over, hvilket skabte interesse hos forhandlere og på museer i blandt andet Paris, New York, Chicago, Malmø, Stockholm, Bruxelles, Berlin og San Francisco. Herman August havde stor betydning for Kähler-værkstedet. Den dag i dag er det hans initialer, HAK, der er stemplet i bunden af alle produkter fra Kähler.
1876-1940 – Herman H.C. Kähler
I 1917 overtager Herman H.C. Kähler virksomheden efter sin far, Herman August Kähler. Tiden og smagen har ændret sig, og figurer som løver, der spiser frokost, eller uformede vaser og krukker i stærke farver er efterhånden ikke så efterspurgte. I stedet vender Herman H.C. tilbage til de gamle pottemagertraditioner og begynder at producere drejede genstande dekoreret med den gamle teknik, hornmaleriet. Hans stil var skønvirke, men med hans egen personlige fortolkning.
Herman H.C.’s store styrke var, at han formåede at inspirere og anspore de dygtige malerdamer til at udfordre de forskellige dekorationsteknikker. Især begittedekorationerne prægede værkerne fra Kähler i tiden under Herman H.C. På trods af, at han er en af Kähler-familiens største formgivere, og det var hans kunstneriske fantasier, der kastede værkstedet ud i det helt store begitteeventyr, er det ikke det billede, man i de efterfølgende år har af ham.
Derfor anses Herman H.C. ikke for at være en særlig markant person i Kähler-historien, måske fordi han havde svært ved at leve op til sin fars, Herman August Kählers, store anerkendelse. Samtidig var der også mange store kunstnere på værkstedet i samme periode, og de var ikke lige så tilbageholdne som Herman H.C. Kähler.
1906-1979 & 1904-1996 – Nils Kähler & Herman Jørgen Kähler
Nils Kähler overtager i 1940 sammen med sin bror, Herman Jørgen Kähler, fabrikken. Det bliver den sidste generation af Kähler-familien, der styrer virksomheden. Begge brødre arbejder som formgivere, men i store træk er det sådan, at Nils overtager den kunstneriske funktion og Herman J. den administrative og praktiske funktion.
I 1931 afløser Nils værkstedets gamle drejer. Her udvikler han en lidenskab for at dreje store vaser. Lidt for sjov begynder Nils at modellere sparegrise og andre drejedyr. Normalt var det et job for en lærling, men idéen med drejedyr som et samlerobjekt blev taget seriøst og sat i produktion. Disse dyr blev nogle af Kähler-historiens mest populære produkter. Drejedyrene gav rig mulighed for at udfolde Nils’ forkærlighed for hornmalede vådt-i-vådt-dekorerede begittedekorationer og blyglasur.
Nils Kähler havde en evne til at følge tidens krav til design, og det ses tydeligt i produktionen. Selvom han var meget begejstret for det gamle pottemageri, bærer produktionen mere præg af de enkle former. Han fremstiller brugskunst som for eksempel askebægere, vaser, kander og lampefødder til Le Klint-lamper. De bliver fremstillet i stentøj, råt uden glasur, med hans foretrukne saltglasur eller den stærke turkise farve.
Med 4. generation af Kähler-familien slutter epoken som familiedrevet virksomhed i 1974.
Kählers kunstnere
Det historiske Kähler-værksted er i 1800- og 1900-tallet samlingspunkt for mange af tidens største danske kunstnere. Personer som Thorvald Bindesbøll, Svend Hammershøi og Kai Nielsen har alle sat deres aftryk på det, som i dag udgør DNA’et i Kählers design. Her kan du læse om nogle af de store kunstnere, der mødtes på Kählers historiske værksted.
1857-1942 –
Hans Andersen Brendekilde
Brendekilde dekorerer de vaser og skåle, H.A. Kähler drejer – hovedsageligt med blomster, dyr og eventyrfigurer. Den største betydning, Brendekilde har for Kähler-værkstedet, er formentlig den kunstneriske stimulans og den kreds af andre kunstnere, som han trækker med sig. Brendekilde er tilknyttet Kähler indtil 1907.
1854-1933 – Laurids Andersen Ring
Laurids Andersen, også kaldet L.A. Ring, er opkaldt efter fødebyen Ring syd for Næstved. Ring er en del af den kunstnerkreds, der er omkring Brendekilde i slutningen af 1800-tallet. Han arbejder med landskabsmalerier og boede i en kort periode hos Brendekilde. Det er sådan, han bliver introduceret for Kähler for første gang. Ring synes, det kunne være spændende at forsøge sig med keramik som materiale, men hans keramiske karriere løber højst op i 10 til 12 værker og får aldrig en større betydning for Kähler.
Ligesom Brendekilde er Rings største betydning for Kähler-værkstedet hans kontakt til kulturlivet. Ring gifter sig med H.A. Kählers datter, Sigrid Kähler, og bliver på den måde en del af den faste kreds af kunstnere, der er omkring Kähler. Han maler ofte situationer fra værkstedet og familien. Et eksempel er maleriet ”Lampelys”, der afbilder hans hustru, Sigrid, og en lampefod med blækspruttearme. Efter sigende skulle lampefoden være hans eget værk. Billedet findes på Statens Museum for Kunst.
1863-1929 – Karl Hansen Reistrup
Reistrup tegner og modellerer former, som H.A. Kähler efterfølgende drejer. Alle figurer bliver afformet i gips, så disse let kan masseproduceres. Reistrup er blandt andet meget glad for dyr og skaber en hel zoologisk have i keramik. Han placerer katte, ænder og fisk på skåle eller frøer på askebægere. Men især er han glad for løver. Det ses blandt andet i hans humoristiske figur ”Løvens Frokost”. Her udstråler løven stor tilfredshed over lige at have fortæret et menneske.
En del af hans første dyrevaser bliver solgt på Verdensudstillingen i Paris i 1889. Med tiden får Reistrup travlt med enorme udsmykningsarbejder rundt om i landet, men han bliver dog fortsat ved med at have sin gang på Kähler-værkstedet.
1846-1908 – Thorvald Bindesbøll
Arkitekten Thorvald Bindesbøll opholder sig ganske kort på Kähler-værkstedet, nemlig i årene 1890 og 1891. Det er kunstneren L.A. Ring, der har lokket ham til Næstved. Opholdet hos Kähler foregår over to perioder i disse år. Men ingen af de produkter, han fremstiller i disse perioder, kan kaldes for hovedværker. Det bedste resultat, han efterlader sig, er nok en krukke i lertøj med grafitdekoration og begitning. Den findes i dag på Kunstindustrimuseet. I den anden periode på Kählers værksted laver Bindesbøll et alter til Herning Kirke. Dette bliver lavet i glaseret lertøj. Selvom Bindesbølls ophold hos Kähler er kort, bevarer han kontakten med Kähler i lang tid efter.
1873-1948 – Svend Hammershøi
Første gang Hammershøi besøger Kähler, er hans vigtigste mål at lære kunsten at formgive, og derfor holder han sig meget ved drejeskiven. Men da han fra 1904 udelukkende arbejder for Kähler, overlader han dog håndværket til mestrene. Et typisk kendetegn for de krukker og skåle, Hammershøi laver, er de kraftige horisontale og vertikale profileringer. Disse går igen i hele hans produktion.
Hammershøi genopliver i sin tid hos Kähler terrakottaen, som er det uglaserede, brændte rødler, der for eksempel blev ”muffelbrændt”. Det betyder, at genstanden bliver brændt i ovnen sammen med savsmuld. Med denne teknik opnår man en røget overflade. Efter nogle år på værkstedet er det mere og mere store krukker og gulvvaser i uglaseret rødler, der fanger hans interesse. Han holder meget af at dreje disse i hånden, så de får det helt rigtige udtryk. Dette falder i god smag hos tidens mester, Nils Kähler, som elsker at dreje store genstande. En anden ting, man forbinder med Hammershøis arbejde, er de hvid-grå-sorte værker. Disse bliver til i samarbejde med Jens Thirslund.
Hammershøi får i sin levetid, og længe efter, en helt uvurderlig betydning for Kählers værksted og dets udvikling. I dag lever inspirationen fra hans værker videre i serien Hammershøi. Kählers nuværende logo, HAK, der pryder alle Kählers produkter, er også designet af Hammershøi.
1882-1924 – Kai Nielsen
Billedhuggeren Kai Nielsen besøger Kähler første gang i 1921. Dette er blot tre år før hans død. I den periode er han yderst produktiv, men mange af hans værker bliver kasseret, fordi han er så selvkritisk. Hans ambition er at nå bredt ud til folket. Han vil hellere sælge sine værker og producere dem i tusindvis af eksemplarer end have dem udstillet på museum. Han laver derfor mange små figurer, for at sprede kendskabet til sin kunst. Også indtjeningsmæssigt er dette en god ide.
I samarbejde med Thirslund sætter Nielsen en større produktion af figurer i gang i 1922. Disse bliver lavet i gamle bronzeforme, som tidligere er blevet brugt til at støbe netop bronzeforme. Lige så opfindsom, som fremstillingsmetoden er, er også navnene på disse figurer: Dovendyret, Susanne i badet, Prinsessen på ærten, Eva på æblet, Nina på kuglen og Globetrotteren er bare nogle få af dem. Figurerne bliver meget populære i både Danmark og udlandet. En forhandler fra San Francisco tager ”Prinsessen på ærten” med hjem fra en rejse og udstiller den i sin butik. Men en amerikansk kvindeorganisation viser ”Prinsessen på ærten” en del modstand, da de mener, figuren skyder sit underliv for langt frem.
1892-1942 – Jens Thirslund
Den største del af Thirslunds produktion ligger i vægfliser. Disse mønstrede, begittede kakler bliver produceret i stort omfang på værkstedet. Thirslund besidder en stor passion for keramik, og det er denne, som får ham til at udforske lustrebrændingen. Han tilbringer mange nattetimer i sod og røg for at udforske disse brændinger. Sådan kommer han frem til den sort-hvide tin-glasur, som er brugt til at dekorere mange af Hammershøis værker. Ud over sit arbejde på værkstedet deltager Thirslund også på mange internationale udstillinger. Han har separatudstillinger i Amsterdam og New York, men deltager også på andre udstillinger i Paris, Schweiz, Spanien, Sverige og Belgien.
Jens Thirslund er en vigtig person for Kähler-historien. Ud over sine egne værker har han været igangsætter, udvikler og inspirationskilde for mange af de andre kunstnere, deriblandt Svend Hammershøi og Kai Nielsen.
Kähler – håndlavet og traditionsrig dansk designkeramik siden 1839
Kähler er en fejring af næsten 200 års velbevarede håndværk, men det er også et formstærkt aftryk af nutiden. Gennem årene til den dag i dag har håndværk, kreativitet og kunstneriske samarbejder været en del af Kählers DNA. Det har gjort Kähler til et ikonisk keramikmærke, der har kortlagt kursen for demokratisk dansk keramik.
I dag er et af kendetegnene ved Kähler, at vi er fremadskuende og fornyende. Men når vi ser frem og skaber nye klassikere, er det altid med et ben solidt plantet i vores keramiske håndværkstraditioner og historie med autenticitet, kunst og kreativitet i centrum. Vi gør en dyd ud af at forstå den tid, vi lever i, samtidig med at vi er i stand til at se fremad, så vi kan være på forkant med nye tendenser. Netop af den grund er vi både i stand til at introducere nye, spændende produkter og opdateringer af evige klassikere.
Kählers designkollektiv
I Kählers værksted var det særligt designkollektivet, der var med til at skabe og indkapsle Kählers unikke DNA. Hver kunstner har efterladt sit aftryk, og det er netop det, der i dag gør Kählers designs ikoniske.
Det historiske Kähler-værksted har i årenes løb været samlingspunkt for mange af Danmarks største kunstnere, såsom Thorvald Bindesbøll, Svend Hammershøi og Kai Nielsen. Det var, da Herman August Kähler i 1875 byggede et nyt værksted på Kählersbakken i Næstved, at de kunstneriske eksperimenter for alvor tog fart. Og det er netop denne kunstneriske satsning, der tiltrækker flere af de mest kendte danske kunstnere. På den måde startede den kunstneriske koloni i Næstved.
I dag fortsætter samarbejdet med samtidens mest markante og dygtige kunst- og designtalenter med blandt andre keramikerne Meyer-Lavigne, designerduoen Stilleben, designer Hans Christian Bauer og kunstneren Rikke Jacobsen.
Kunstnere avler kunstnere
Lige siden Brendekilde ved sin ankomst blev den første egentlige kunstneriske medarbejder, har kunstnere sluttet sig til år efter år og bidraget til Kählers DNA. Brendekilde har, foruden sine egne designs, stor betydning for Kähler-værkstedet da han tiltrækker en bred kreds af kunstnere.
Blandt dem, der senere bliver tiltrukket, er Svend Hammershøi, som får en uvurderlig betydning for Kählers værksted og dets udvikling. I dag lever Hammershøis ikoniske værker videre i serien Hammershøi. Kählers nuværende logo, HAK, der pryder alle vores produkter, er også designet af Hammershøi.
Håndværkstraditioner siden 1839
Hvert eneste nutidige Kähler-design er en hyldest til Kählers unikke historie og en fejring af det velbevarede håndværk, men også et formstærkt aftryk af nutiden.
Mange af vores keramiske designs bygger nemlig stadig på de håndværksmæssige traditioner, der opstod i begyndelsen, da hele Kähler-eventyret begyndte. Ligesom de dygtige malerdamer hånddekorerede keramikken med kohorn på det gamle Kählersbakken, maler vi stadig mange elementer i hånden, laver håndudskårne detaljer og arbejder med spændende glasurteknikker. Det er nemlig i mødet mellem de præcise og elegante penselstrøg og den klassiske keramik, at Kählers unikke design virkelig kommer til sin ret med et enestående håndlavet udtryk.
Håndlavede traditioner
Der har gennem tiden været tilknyttet en lang række forskellige malerdamer, der alle havde en personlig stil og talent. Alle deres værker er dog udsendt i anonymitet med kun det velkendte HAK-logo i bunden.
På det gamle Kähler-værksted er der i 1800- og 1900-tallet en række dygtige malerdamer tilknyttet. Disse kvinder besidder et helt særligt talent for at male præcist og elegant på den keramik, som kunstnerne udformer. Det er Malerdamerne, som sætter den sidste prik over i’et og sørger for, at keramikken på det gamle Kähler-værksted får et unikt og charmerende håndlavet udtryk.
Den tradition videreføres i dag i designs blandt andet i den håndmalede vaseserie Omaggio Nuovo. Serien er en fornyelse af den velkendte Omaggio-serie, der i dag er en af de mest ikoniske vaseserier inden for dansk design og interiør. Designerne bag vaserne har kigget tilbage på de gamle Kähler-traditioner for at finde inspiration til at male nye versioner af de velkendte striber. De håndmalede striber giver dybde og liv til vasen og er en fortælling om det præcise håndværk, der ligger bag hver enkelt vase.
Lær tre af de historiske Malerdamer bedre at kende her
Vores fundament
Kähler er bygget på en række kerneværdier og overbevisninger. Det er det fundament, der danner grundlag for den måde, vi driver vores brand, design og produktudvikling. Det er byggesten, der gennem årene har sikret, at vi har kunnet skabe design, der holder, og som hele tiden rammer ind i danskernes smag.
Hos Kähler stræber vi hver dag mod at forene vores unikke kulturarv med ambitionen om at være førende på den kunstkeramiske scene, nationalt som internationalt. Vi tager det bedste fra en kunstnerisk keramikarv og fortolker det i nutidens lys.
Vores særlige karaktertræk
Mest populære fra Kähler
Se alleGå på opdagelse i Kählers keramikunivers
StoriesLevering inden for 1 - 3 hverdage
Køb for min. 499 kr. og få fri fragt
30 dages gratis retur*
Gratis gaveindpakning ved køb fra 599 kr.
Vi bevarer og udvikler danske designikoner, så både samtid og fremtid kan tage del i de brands, der har været med til at skabe dansk designkultur.