Bjørn Wiinblad var en af Danmarks flittigste kunstnere og blev verdensberømt for sine fabulerende tegninger og dekorationer, der er fyldt med romantiske piger, sagnfigurer og vidunderlige mønstre. Men før han kunne slå sig løs som kunstner, måtte han fra 1936 til 1939 forbi Teknisk Skole på Frederiksberg og kom i den periode også i lære som typograf.
Han havde betroet sin far, at han gerne ville være kunstner, men faren insisterede på, at han først skulle tage en uddannelse, der kunne sikre ham en fast månedsløn. Bjørn Wiinblad begyndte derfor i typografilære i 1935, og selvom han godt kunne se fornuften i, at han her lærte et ordentligt håndværk, befandt han sig ikke særlig godt i typografmiljøet.
I 1940 blev Bjørn Wiinblad dog alligevel færdig som typograf, og skulle han følge den slagne vej, ville han med det samme have fundet sig et job som bogtrykker eller håndsætter på en avis. Men Bjørn Wiinblad var slet ikke typen, der fulgte den slagne vej. Og han kunne selvfølgelig ikke slippe tanken om at arbejde med kunst – og helst som illustrator. Samme år begyndte han derfor på Det Kongelige Danske Kunstakademi på den grafiske skole under professor Aksel Jørgensen, hvor Bjørn Wiinblad i begyndelsen tog sin professors stramme grafiske stil til sig.
Tilmeld dig vores nyhedsmail og få 10% i velkomstrabat på din første ordre. Bliv opdateret på nyheder, særlige tilbud, ekstraordinær designinspiration og meget mere.