En hyldest til nordisk natur

For længe, længe siden boede en nysgerrig mus under jorden med sin familie. Hendes største ønske var at udforske verden på egen hånd. Hun spurgte sin familie, hvad de tænkte.

”Katten vil fange dig”, sagde broderen.
”Ræven vil fange dig”, sagde faderen.
”Fuglen vil fange dig”, sagde moderen.

Men så kom bedstemor mus ud fra soveværelset. Den gamle mus pegede med sin stok og sagde:
”Hun vil aldrig lære at undslippe skovens farlige dyr, hvis vi ikke lader hende gå! Vi må stole på, at vi har opdraget hende godt.”

Og med disse ord lod de den nysgerrige mus gå. Det siges, at hun blev den klogeste mus af alle, fordi hun altid stolede på sin evne til at overvinde livets forhindringer.

Der var engang et lille agern, som var meget mindre end andre agern, men med større drømme. Agernet drømte om at blive til et højt og mægtigt egetræ.

De andre agern gjorde grin med det lille agern og sagde:
"Lille agern, det kommer aldrig til at ske."

En dag kom et venligt egern forbi og besluttede at hjælpe agernet. Egernet gravede et hul og begravede det lille agern i håb om, at det snart ville spire. Tiden gik, men ingenting skete.

Men så, en lun forårsdag, spirede agernet og voksede til et imponerende egetræ. Det gav nu ly til insekter og dyr og skygge til rejsende. Snart bar træet selv små agern. Det var det lykkeligste træ i hele verden

Der var engang en lille spurv. Hun lå tit trygt og godt i sin rede og kiggede med beundring ned på alle de hurtige dyr, der løb på kryds og tværs i skovbunden.

Selvom hun stadig kun var en lille fugleunge, var den lille spurv fuld af nysgerrighed og livsglæde og drømte om en dag at blive en ægte hurtigløber som hjorten, egernet eller måske lige så hurtig som haren. I et øjebliks uopmærksomhed faldt spurven ud af reden. Hele sit liv havde hun drømt om fart. Men et frit fald i tynd luft var alt for hurtigt.

Bump! Den lille spurv ramte jorden. Fortumlet efter faldet så hun, at hun havde beskadiget sine ben. ’Åh nej, nu kommer jeg aldrig til at løbe så hurtigt som de andre dyr i skoven,’ græd spurven.
I al sin ulykkelighed kiggede hun op mod himlen og så en stor fugleflok flyve højt over trækronerne. Hun baskede lige så forsigtigt med vingerne og fløj væk. Hendes ben gjorde stadig ondt, da hun hurtigere og hurtigere fløj forbi både hjorten og egernet – og til sidst haren.

Det var en dejlig varm sommerdag for længe siden ude i bakkerne på landet. En helt perfekt dag i kurvens lykkelige liv – tid til picnic med alle børnene i landsbyen. Kurven elskede at føle skovens uspolerede natur. Ja, faktisk elskede han at være en picnickurv. Og selvom han nu var gammel og havde slidte håndtag, der voldte ham store smerter, følte han stadig stor stolthed, når han blev betroet hele herligheden af læskedrikke, friskbagt brød, hjemmelavet spegepølse og de dejligste kager.

Krak! Et brækket håndtag og han blev smidt ind i buskene. Sommeren gik, og vinteren kom – kurven lå bare på jorden og frøs.
Langt om længe blev han fundet og samlet op af en gammel kone, der var ude at samle brænde. Hun fiksede hurtigt håndtaget. Lidt vask og tørring. Og kurven var klar til at nyde sin alderdom ved pejsen i den gamle dames varme og hyggelige hytte i skoven.Og hver dag, når kurven blev pakket med brænde, nød han nu mere end nogensinde at føle skovens uspolerede natur, som han elskede så højt.