
Sammen om at hylde
den autentiske madoplevelse
Håndlavet, traditionelt og autentisk
Kähler og Aarstiderne er med serien Colore gået sammen om at hylde den helstøbte og autentiske madoplevelse.
Vi lever i en tid, hvor der på mange måder er fart på. Den teknologiske udvikling sker med raketfart, vi er altid tilgængelige, og som et resultat lever mange en travl hverdag. Det interessante er, at vi er begyndt at søge i retning af det modsatte. Det håndlavede, det traditionelle og det autentiske. Det langsomme, det uperfekte og det naturlige. Alt det, der har en historie, en tyngde og en sanselighed, der skaber balance til det strømlinede og højteknologiske.

Sanseligt design
Serien Colore er skabt med inspiration i Kählers stolte håndværkstraditioner og inspireret af menneskene, der skabte skåle, krus og tallerkener i Kählers gamle pottemagerværksted i Kindhestegade i Næstved. Keramikere sætter altid et personligt præg på det materiale, de forarbejder, og på gamle Kähler unikagenstande kan du tydeligt se spor og mærker fra de hænder, der har stået bag den kreative udformning. Du kan både se og føle, at der er et menneske bag, der har gjort sig umage, og den følelse har inspireret til det sanselige og taktile design af Colore.

Kærlighed til keramik
De grønne steldele står derfor som et både visuelt og værdibaseret statement, der manifesterer, at to verdener mødes – Kähler Colore og Aarstidernes landkøkken med alle dets farver. Fællesskabet med Aarstiderne er en markering af, hvordan passionen for traditionsrigt kunsthåndværk forenes med passionen for madkultur, miljø og mennesker i en unik samhørighed, hvor kvaliteten er i fokus og danner rammen for en helstøbt madoplevelse.
Klassiske farver og taktile riller
Kollektionen genfortolker på smukkeste vis det håndværk og de dekorationsteknikker, som Kählers gamle pottemagerværksted igennem årtier har udviklet og gjort til en del af Kählers DNA. De bløde former er hentet i arkiverne, farverne er klassiske og fulde af sjæl, og de taktile riller er en reference til skabelsesprocessen på drejebænken.
Også glasuren, der bruges til Colore, er inspireret af de traditionelle håndværksteknikker. I 1930’erne brugte Kähler blanke, urangule glasurer, der gav en smuk, livlig og varierende gul-orange effekt, der kendetegner mange af Kählers steldele fra den tid. Colore har fået en glasur med lignende kvaliteter, som skaber en levende overflade, der elegant fremhæver stellets sanselige detaljer og former.

Autentisk nærvær
Colore-serien består af tallerkener, skåle og krus i stentøj, der alle fås i fire smagfulde farver – Apple Rose, Berry Blue, Saffron Yellow og Sage Green. Hver enkelt farve vil på hver sin måde berige dit måltid med ekstra varme og autentisk nærvær.
Berry Blue leder tankerne hen på blåbærrenes karakteristiske mørke og næsten voksagtige overflade. Også Saffron Yellow og Sage Green stellet emmer af nydelse og sanselighed ved at hylde den intense smag og duft, du kender fra de eksklusive krydderier safran og salvie.

Håndmalede penselstrøg
Derudover indeholder serien også et stort bordfad i keramik, der kommer i den gule og grønne farve. De adskiller sig fra seriens øvrige dele ved at have en indvendig håndmalet spiral, der spejler det cirkulære formsprog på bordfadets rillede yderside. De store bordfade er perfekte til servering af for eksempel store salater til hele familien – eller ganske enkelt som et dekorativt og markant designelement i boligen.
Bordfadene, der sammen med skålene er gengivelser af gamle pottemagerdrejede forme, har desuden en charmerende og iøjefaldende prik i midten. Den er inspireret af en gammel tradition hos Kähler, hvor der i midten af en spiralform altid blev dryppet en rød prik.
Vi bevarer og udvikler danske designikoner, så både samtid og fremtid kan tage del i de brands, der har været med til at skabe dansk designkultur.
